Under Rejsen

Når du er undervejs på din rejse kan disse oplysninger være gode at være bevidste om.

Flyforsinkelser

Det forekommer, at flyafgange bliver forsinket på grund af f.eks. trængsel i luftrummet, tekniske problemer, vejrforhold m.m. Der bør derfor tages højde herfor, når du arrangerer transport til/fra lufthavnen, og vi anbefaler, at der beregnes god tid mellem flyankomst og den videre transport med f.eks. tog eller indenrigsfly.

Hvis du oplever flyforsinkelser skal du holde dig orienteret i lufthavnen, og find oplysninger om dit fly på de opsatte skærme, eller kontakt lufthavns informationen hvis du er i tvivl.

Når du lander igen

Har du bestilt handicapassistance, så du bliver du normalt hjulpet ud af flyet til sidst. Hjælpen følger dig fra flyet til bagagebåndet – hjælper med bagagen og ledsager dig videre gennem eventuelt pas og toldkontrol. Hjælpeassistancen slutter først, når du når frem til lufthavnens ankomstmødested eller næste transportmiddel (taxa, handicaptransport eller andet fly).

Er din kørestol af den manuelle type, så får du lov til at skifte over til den, så snart du kommer ud af flyet. Er din stol indskrevet som ”stor bagage”, så bliver du kørt i lufthavnens stol, indtil du får din egen stol udleveret ved bagagebåndet.

Er din elektriske kørestol blevet skilt mere eller mindre ad, så er det vigtigt, at du giver tydelig information om, hvordan den skal samles igen. En hjælper, som kender stolen, er naturligvis god at have med til at assistere.

Det er altid en god idé at afmontere kørestolens løse dele – fx pude, håndtag m.v. – og lægge det en i pose og tage den med ind i kabinen.

På flyet

Ekstra benplads

Det er ikke tilladt for en rejsende med handicap at sidde på første række eller på pladserne ved nødudgangene, hvor der typisk er mest benplads. Dette forbud er af sikkerhedsmæssige grunde. Opstår en nødsituation, skal flypersonalet hurtigt kunne komme frem.

Mad ombord på flyet

På charterflyvninger skal måltider bestilles særskilt, og inden afrejse.

Salg ombord på flyet

De fleste charterflyselskaber har et bredt sortiment til konkurrencedygtige priser, men du kan komme ud for, at en ønsket vare er udsolgt.
For at få del i det fulde sortiment er det en god idé at rekvirere et varekatalog og bestille de ønskede varer. Et katalog bestilles via flyselskabets hjemmeside, og varerne kan evt. bestilles online. En bestillingsseddel kan endvidere afleveres på udturen med levering af de ønskede varer på hjemturen.

På rejser indenfor EU er det ikke muligt at købe alkohol og tobak ombord, men du kan forudbestille alkohol (ikke tobak).

Specialmad

Der kan bestilles specialmad som enten vegetarisk mad, diabetiker mad eller gluten/laktosefri mad på de fleste flyvninger. Specialmaden skal bestilles senest 5 dage før afrejsen.